Den meget korte version af The Work er: døm din næste, skriv det ned, stil 4 spørgsmål, vend det om.
Undersøger vi vores domme med et åbent og ærligt sind, er der ingen grænser for, hvilken frihed vi kan finde gennem The Work.
The Work er en måde at skabe klarhed på, ved at stille 4 enkle, kraftfulde spørgsmål til vores overbevisninger. En metode til at lære at kende forskel på, hvad der gør ondt og hvad der ikke gør ondt!
Hver gang vi dømmer nogen eller noget er det et udtryk for, at vi ønsker, at virkeligheden skal være en anden end den er. Og det skaber forvirring i vores sind. Når vi tror på, at kæresten burde opføre sig anderledes, end han/hun gør. Når vi tror på, at vores børn burde høre efter, hvad vi siger og de ikke gør det. Når vi tror på, at vi burde have overskud og vi ikke har det. Når vi tror på, at vi burde være raske og vi er syge.
Denne forvirring skaber stress og smerte. Vi kan opleve det som sorg, vrede, frustration, ked-af-det-hed, had, skyld, skam osv. Vi kan reagere ved at sulte os selv, overspise, ryge, drikke, se overdrevent tv. Vi kan blive arbejdsnarkomaner, spillenarkomaner osv. Det kan også være, vi bebrejder os selv eller skælder ud på andre. Enten inde i vores hoveder eller højt. Måske slår vi andre eller råber af dem.
Vores sind søger altid beviser for det, som det tror på. Hvis vi f.eks. tror, vi ikke er gode nok, er vi meget opmærksomme på, hvor andre bekræfter dette. Vi ser alt det, vi ikke kan finde ud af og alt det, de andre sagtens kan finde ud af. Vi har som mennesker en tendens til, når vi er fastlåste i nogle overbevisninger at overse – i dette tilfælde – alle de ting, som vi er gode til og de steder, hvor vi får komplimenter. Vi hører og ser de andre gennem vores filter, som er de historier, vi har med os. Så selv når vi får en kompliment, hører vi det måske som kritik, hvis den historie vi har med os, er, at vi ikke er gode nok.
The Work er en metode til at undersøge og møde vores forvirrede tanker med kærlighed og forståelse og på den måde bliver vores tanker vores venner i stedet for vores fjender. Vores tanker er som børn. Hvis vi ignorerer dem eller forsøger at skubbe dem væk, bliver de ved med at komme tilbage og larmer nu endnu mere for at blive hørt og set. Hvis vi retter vores opmærksomhed mod vores børn/tanker og ser og hører dem, falder de til ro. Ofte er det det eneste vores børn/tanker ønsker. At blive set. At blive hørt.
De 4 spørgsmål rokker ved vores hidtidige måde at anskue vores virkelighed på. De hjælper os til at se, hvilken lidelse stressende tanker skaber i vores liv og de giver os en indsigt i den frihed, vi kan opleve, når vi ikke længere tror på tankerne.
Når vi ikke længere tror på tanker, som ellers har skabt smerte i vores liv, bliver der plads inden i. Vi kan pludselig trække vejret dybere. Vi bliver rolige. Sindet åbner sig for de mange muligheder, vi ikke kunne se, da vi troede på den stressende tanke. Livet føles lettere. Fred, frihed, glæde og kreativitet fylder os.
Mange af de overbevisninger vi har, er tillærte. Det er nogen, vi hørte igen og igen som børn eller nogen vi har taget til os gennem vores liv. Mange af os har sjældent undersøgt, om vi virkelig tror på det, vi tænker. Mange af de tanker vi har, strider imod virkeligheden. “Mennesker burde ikke lyve, slå ihjel, være dovne, nærige osv.” “Vores kroppe burde ikke blive syge, tykke, gamle eller ude af form.” Men hvad er virkeligheden? Lyver vi? Slår vi ihjel? Er vi dovne, nærige, syge, tykke, gamle eller ude af form? Med The Work undersøger vi, om vi virkelig kan vide, at det er sandt, det vi tænker. Vi undersøger hvad det gør ved os at tro på tanker, som er i modstrid med virkeligeheden og vi ser på, hvem vi ville være, hvis vi ikke længere troede på de tanker, som skaber smerte, stress, forvirring, vrede osv. i vores liv.
The Work handler ikke om, at vi skal fikse eller ændre på noget. Det handler om at se, om det er sandt, det vi tænker, hvad vores overbevisninger gør ved os, hvem vi ville være uden dem og hvad der er vores andel i de situationer, vi oplever i vores liv. Med denne bevidsthed begynder ændringer at ske af sig selv. Vi finder fred med virkeligheden, som den er lige nu eller vi handler, fordi vi nu bedre kan se, hvad vi selv kan gøre i en før fastlåst situation. Nogen gange ser vi, at det som sker, er godt. Det eneste som fik det til at se anderledes ud, var vores ikke-undersøgte tanker.
The Work kan virke som at trække gardinet til side. Hvor der før var mørke, kommer der nu lys. Hvor vi ingenting kunne se med gardinet trukket for, kan vi nu se alting klart. Det er en fantastisk oplevelse, når en situation, som vi er overbeviste om, er på en bestemt måde, ser helt anderledes ud efter undersøgelsen med The Work, .
Med omvendingen i The Work åbner vi vores sind for at se tanken vendt til det modsatte. ”Jeg er ikke god nok” bliver til ”Jeg er god nok” og så kigger vi efter ‘beviser’ for dette. Hvor er vi gode nok? Hvad er vi gode nok til? Omvendingen gør, at vi begynder at se beviser på det modsatte og det vil gøre, at vi pludselig ser os selv handle, reagere og opleve på nye måder.
Omvendingen hjælper os også med at få øje på de steder, hvor vi selv kan gøre noget. Vi kan ikke styre andre mennesker, men vi kan blive bevidste om, hvad vi selv kan gøre og hvad der er vores andel i de oplevelser, vi har. F.eks. bliver en tanke som: “Kurt burde tage opvasken” til “jeg burde tage opvasken.” At vende tanken om, er at sætte mit eget navn i stedet for Kurts og så kigge på, om det kunne være lige så sandt eller mere sandt. Jeg kan ikke styre Kurt. Jeg kan ikke tvinge ham, men jeg kan med The Work blive helt klar på, at det er mig, der ønsker, at opvasken skal tages og derfor kunne det være lige så sandt, at jeg burde tage opvasken. Og det kan jeg gøre noget ved. Det er bare at ‘tage opvasken’.
The Work fortæller os ikke, at noget er sandt og noget andet ikke er det. The Work er en undersøgelse, hvor vi i kraft af vores svar finder ind til vores egen unikke sandhed.
At være i fred med det, som er, er ikke det samme som at give op eller lade stå til. Det er tværtimod en sikker vej til mere klar, kærlig og kreativ handlen. Vi bliver frie af de begrænsninger, vores fastlåste tankegang har skabt i vores liv og kan leve mere helt og fuldt ud. Vi vil opleve en meget stærkere kraft at handle ud fra, da der ikke er noget flimmer på skærmen. Vi bliver mere effektive uden vores forvirring og vi kan meget bedre mærke, hvad der føles rigtigt for os at gøre. Det kan optage utrolig meget af vores tid og energi at køre i ring igen og igen og igen med de samme fastlåste tanker. F.esk. kan vi bruge mængder af tid på at mene, at Kurt burde tage opvasken. Vi kan have indre dialoger. Samtaler med en god ven om det. Vi kan skændes med Kurt og vi kan overveje, hvad der er retfærdigt og hvad der ikke er. Tiden går og vi bliver trætte og i dårligt humør. Vi kan også bare tage opvasken eller finde fred med, at den ikke bliver taget. Denne lethed kan The Work vejlede til. Så når vi ikke længere tror på vores ‘gamle’ historier, er der mere tid til at handle på en god måde og der vil være mere energi og overskud.
Leave a comment