”Stop! Lad nu være! Please! Lad så være Birgitte!” Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og forsøgte at få mig til at handle anderledes, men der var ikke noget at gøre. Det var ikke længere mig, der bestemte. Jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne styre mig selv og over det ulækre i de store mængder mad, jeg spiste med efterfølgende opkastninger. Jeg følte mig fortabt, magtesløs, alene og skræmt. Fuld af håbløshed, fortvivlelse og desperation. Jeg havde det som om, jeg var i helvede.
Bulimien havde taget kontrollen over mit liv. Jeg tænkte på mad hele tiden. Også når jeg var sammen med andre. ”Hvad skulle jeg købe på vej hjem?” Min sult, tomrummet i mig, var så altopslugende, at jeg kørte hjem fra mit arbejde midt i arbejdstiden uden at give min overordnede besked. Jeg måtte bare hjem og spise og det skulle være lige nu! Jeg var drevet af det, som så ud til at være sult efter mad. Det var dog en sult efter mig selv. Jeg havde mistet kontakten til mig selv. Jeg vidste simpelthen ikke længere, hvem eller hvad jeg var. Eller ”hvor” jeg var.
Ofte græd jeg, når jeg bagefter stod med fingeren i halsen. Jeg hadede mig selv og jeg hadede mit liv. Jeg endte i øvrigt med at blive indkaldt til et møde på mit job, da det selvfølgelig blev opdaget, at jeg ikke passede det. Jeg valgte at fortælle sandheden. Kort tid efter blev jeg langtidssygemeldt (jeg kom aldrig tilbage igen), da jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg havde også en afhængighed til hash og alkohol og når jeg var fuld, var jeg begyndt at overveje at tage mit eget liv. Jeg ville gøre det ved at springe ud fra soltaget på 16. etage. Da jeg primært drak mig til blackouts, blev jeg bange for, at jeg ville springe uden egentlig at være bevidst om det og selvom mit liv føltes som et mareridt på det tidspunkt, var der tilsyneladende noget i mig, som ikke ønskede at dø.
Jeg havde altid klaret mig selv. Jeg havde ikke lært at række ud efter hjælp. Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle gøre. En aften drak jeg mig fuld, ringede til min søster og fortalte hende, at jeg ønskede at dø. Næste dag blev jeg indlagt. Det var en enorm lettelse ikke at være alene længere. At have åbnet døren til støtte udefra.
Jeg havde masser af venner. De kendte bare ikke til mit mareridt. ”Hvis du ikke kan, hvem kan så?” sagde en af mine venner efter min indlæggelse. En anden fortalte mig, hvordan hun altid havde beundret mig min styrke og min evne til at klare mig selv.
Efter indlæggelsen startede jeg i gruppeterapi med andre spiseforstyrrede. Mine ædeflip blev lidt mindre, smerten blev lidt mindre. Ikke så altopslugende. Jeg arbejdede flittigt med at finde en vej ud af bulimien. Mange ting hjalp og der skete hele tiden ændringer. Det altafgørende skridt til heling oplever jeg dog skete, da jeg begyndte at tillade mig selv ædeflippene. Jeg begyndte at ”beslutte” at tage et ædeflip og ”beslutte” at kaste op i stedet for at føle mig som et offer for det. Jeg vidste godt, at det var et mærkeligt valg at overspise og kaste op, men det gav mig en følelse af styrke og muligheder og okay-hed. Et eller andet sted var det jo mig, der valgte bulimien i stedet for at ringe til en ven og bede denne om støtte. Jeg kunne på daværende tidspunkt ikke styre, om bulimien var der eller ej, men jeg kunne bestemme, hvordan jeg ville forholde mig til den.
Når jeg var færdig med at spise og kaste op, gav jeg mig selv et klap på skulderen, aede min kind, kiggede mig selv i øjnene og sagde: ”Du er god nok Birgitte. Jeg elsker dig”. Det vækkede en omsorg for mig selv. Jeg blev blødere inden i.
Samtidig med at jeg fik en voksende accept af, at bulimien var en del af mit liv, gik der længere og længere tid imellem ”anfaldene”. Jeg kom til at holde mere af mig selv og blev derfor også venligere over for mig selv. Mindre destruktiv.
Jeg kæmpede ikke imod bulimien længere. Jeg hadede den ikke længere og jeg følte mig ikke længere som et offer for den eller som en fiasko på grund af den. På det tidspunkt var jeg stadig afhængig af hash og alkohol, men kærligheden i mig var begyndt at fylde mere og troen, på at jeg kunne få et virkelig godt liv fuld af glæde og lyst, var stigende.
For mig var vejen ud af bulimien, at jeg ikke længere behøvede at komme af med den. Det åbnede for en voksende bevidsthed. En vågenhed. Jeg levede ikke længere så bevidstløst og automatisk. Jeg kom mere tilstede i mit eget liv. At det nu er cirka 20 år siden, at jeg har haft et ædeflip var ikke målet – men det er en dejlig sidegevinst ?
Tak fordi du læste med.
? Birgitte