Til min 40 års fødselsdag var jeg så priviligeret at flere venner og familiemedlemmer holdt taler for mig og havde lavet sange til mig. Under en tale eller en sang hvilede de flestes øjne på mig. Denne opmærksomhed har tidligere gjort mig lidt nervøs og selvcentreret. “Hvordan skal jeg se ud?” “Puha, nu begynder smilet at stivne.” “Dejligt, at alle hører det om mig.” Osv.

Denne gang hørte jeg en stemme inde i mit hoved spørge:”Hvem ville jeg være lige nu uden min historie?” Og så slappede jeg af. Fuldstændigt. Glemte mig selv. Lyttede og nød alles ord til fulde.  Stemmen kom hver gang, jeg begyndte at blive lidt anspændt eller anstrengt.

Det gjorde, at jeg fik den bedste fødselsdag nogensinde. Jeg følte mig fri og glad og taknemmelig indeni. Jeg følte mig rig med en familie og en vennekreds som min.

Stemmen kom, fordi The Work er så integreret i mig, at selv når jeg ikke gør noget for at huske spørgsmålene, kommer spørgsmålene for at minde mig om dem:-) Og svaret kommer med det samme i form af selvforglemmelse, indre ro og glæde. Jeg bliver nærværende og kan tage øjeblikket ind og nyde det.

På en cykelferie for et par år siden i de jyske bakker, havde jeg cykeltasker på bagagebæreren samt alt, hvad bagagebæreren ellers kunne rumme. Jeg havde en stor cykelvogn bag på cyklen med to børn i og alt den bagage, som overhovedet kunne være der. Min cykel var ikke nogen super cykel og havde ikke nogle meget lette gear. Det var kun 7 måneder siden, jeg havde født mit barn nummer 4:-)

Når vi kørte op af de seje bakker og dem er der mange af i det jyske, kom spørgsmålet:”Hvem ville jeg være lige nu uden min historie?” Svaret gjorde mig høj. Før spørgsmålet kunne jeg næsten ingen vegne komme. Det føltes hårdt og øv og jeg overvejede at hoppe af og trække op, men det var ingen løsning, da cyklen var endnu sværere at trække op. Når spørgsmålet kom, fik jeg øjeblikkeligt fornyede kræfter. Det var overhovedet ikke hårdt. Det var let og sjovt.

Jeg kan ikke forklare, hvordan der kan ske dette skift fra at tro, at jeg aldrig kommer op og det virkelig føles sådan og så til at føle mig som en fri fugl uden nogen følelse af forhindringer. Den eneste forskel er, at på den første måde tror jeg på historien om, at det er hårdt og jeg ikke kan klare det og på den anden måde identificere jeg mig ikke længere med nogle historier om turen op af bakke, men tager bare et øjeblik af gangen.

Hvem ville du være lige nu uden din historie?

Birgitte