Da jeg ikke længere ville af med bulimien, forsvandt den

maj2

”Stop! Lad nu være! Please! Lad så være Birgitte!” Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og forsøgte at få mig til at handle anderledes, men der var ikke noget at gøre. Det var ikke længere mig, der bestemte. Jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne styre mig selv og over det ulækre i de store mængder mad, jeg spiste med efterfølgende opkastninger. Jeg følte mig fortabt, magtesløs, alene og skræmt. Fuld af håbløshed, fortvivlelse og desperation. Jeg havde det som om, jeg var i helvede.

Bulimien havde taget kontrollen over mit liv. Jeg tænkte på mad hele tiden. Også når jeg var sammen med andre. ”Hvad skulle jeg købe på vej hjem?” Min sult, tomrummet i mig, var så altopslugende, at jeg kørte hjem fra mit arbejde midt i arbejdstiden uden at give min overordnede besked. Jeg måtte bare hjem og spise og det skulle være lige nu! Jeg var drevet af det, som så ud til at være sult efter mad. Det var dog en sult efter mig selv. Jeg havde mistet kontakten til mig selv. Jeg vidste simpelthen ikke længere, hvem eller hvad jeg var. Eller ”hvor” jeg var.

Ofte græd jeg, når jeg bagefter stod med fingeren i halsen. Jeg hadede mig selv og jeg hadede mit liv. Jeg endte i øvrigt med at blive indkaldt til et møde på mit job, da det selvfølgelig blev opdaget, at jeg ikke passede det. Jeg valgte at fortælle sandheden. Kort tid efter blev jeg langtidssygemeldt (jeg kom aldrig tilbage igen), da jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg havde også en afhængighed til hash og alkohol og når jeg var fuld, var jeg begyndt at overveje at tage mit eget liv. Jeg ville gøre det ved at springe ud fra soltaget på 16. etage. Da jeg primært drak mig til blackouts, blev jeg bange for, at jeg ville springe uden egentlig at være bevidst om det og selvom mit liv føltes som et mareridt på det tidspunkt, var der tilsyneladende noget i mig, som ikke ønskede at dø.

Jeg havde altid klaret mig selv. Jeg havde ikke lært at række ud efter hjælp. Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle gøre. En aften drak jeg mig fuld, ringede til min søster og fortalte hende, at jeg ønskede at dø. Næste dag blev jeg indlagt. Det var en enorm lettelse ikke at være alene længere. At have åbnet døren til støtte udefra.

Jeg havde masser af venner. De kendte bare ikke til mit mareridt. ”Hvis du ikke kan, hvem kan så?” sagde en af mine venner efter min indlæggelse. En anden fortalte mig, hvordan hun altid havde beundret mig min styrke og min evne til at klare mig selv.

Efter indlæggelsen startede jeg i gruppeterapi med andre spiseforstyrrede. Mine ædeflip blev lidt mindre, smerten blev lidt mindre. Ikke så altopslugende. Jeg arbejdede flittigt med at finde en vej ud af bulimien. Mange ting hjalp og der skete hele tiden ændringer. Det altafgørende skridt til heling oplever jeg dog skete, da jeg begyndte at tillade mig selv ædeflippene. Jeg begyndte at ”beslutte” at tage et ædeflip og ”beslutte” at kaste op i stedet for at føle mig som et offer for det. Jeg vidste godt, at det var et mærkeligt valg at overspise og kaste op, men det gav mig en følelse af styrke og muligheder og okay-hed. Et eller andet sted var det jo mig, der valgte bulimien i stedet for at ringe til en ven og bede denne om støtte. Jeg kunne på daværende tidspunkt ikke styre, om bulimien var der eller ej, men jeg kunne bestemme, hvordan jeg ville forholde mig til den.

Når jeg var færdig med at spise og kaste op, gav jeg mig selv et klap på skulderen, aede min kind, kiggede mig selv i øjnene og sagde: ”Du er god nok Birgitte. Jeg elsker dig”. Det vækkede en omsorg for mig selv. Jeg blev blødere inden i.

Samtidig med at jeg fik en voksende accept af, at bulimien var en del af mit liv, gik der længere og længere tid imellem ”anfaldene”. Jeg kom til at holde mere af mig selv og blev derfor også venligere over for mig selv. Mindre destruktiv.

Jeg kæmpede ikke imod bulimien længere. Jeg hadede den ikke længere og jeg følte mig ikke længere som et offer for den eller som en fiasko på grund af den. På det tidspunkt var jeg stadig afhængig af hash og alkohol, men kærligheden i mig var begyndt at fylde mere og troen, på at jeg kunne få et virkelig godt liv fuld af glæde og lyst, var stigende.

For mig var vejen ud af bulimien, at jeg ikke længere behøvede at komme af med den. Det åbnede for en   voksende bevidsthed. En vågenhed. Jeg levede ikke længere så bevidstløst og automatisk. Jeg kom mere tilstede i mit eget liv. At det nu er cirka 20 år siden, at jeg har haft et ædeflip var ikke målet – men det er en dejlig sidegevinst ?

Tak fordi du læste med.

? Birgitte

Hvad sker der, hvis vi elsker der, hvor det er så nemt at hade?

apr15

Hvad manden i linket herunder, fortæller, gik lige i mit hjerte.

Gennem hans barndom har han lært, at kærlighed gør ondt. En af konsekvenserne af dette bliver, at han slår en kvinde og hendes barn ihjel. Moren/mormoren til kvinden og barnet har en klar grund til at hade ham, men det gør hun ikke. Hun bliver det menneske, som lærer ham, hvad kærlighed er ved at give ham kærlighed♥

Jeg kender ikke denne kvinde, men forestiller mig, at for at kunne elske på denne måde, må hun være fri af begrænsende forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der burde og ikke burde ske og hvem der er værdige til at blive elsket og hvem der ikke er det. Den kærlighed hun formår at give til ham, vil hun også mærke i sit eget indre. Hvis hun hadede ham, ville det samme had fylde hende. Når hun mærker kærlighed til ham, vil hun kunne mærke kærlighed til sit barn og barnebarn på en mere fri måde. Hvis hun var fyldt op af had, ville der med stor sandsynlighed komme mere mudder i kærligheden, når hun tænkte på datteren og barnebarnet og det kunne forstærke følelsen af tab. Hendes kærlighed heler både hende selv og manden i videoen her. Det kan betyde, at der er en større sandsynlighed for, at denne mand den dag, han skal ud og leve blandt os andre igen, er mere hel og sund og derfor ikke fortsætter med at gøre skade på andre.

Jeg kan ikke vide noget som helst om hverken ham, hende eller virkningerne af hendes kærlighed, men jeg ved, at den kærlighed, jeg følte for min bror både før og efter han i en psykose slog vores mor og sig selv ihjel, har gjort det så meget nemmere for mig at komme hel igennem både tabene og måden jeg mistede dem på (se evt. mit tidligere blogindlæg: http://www.envejtilfrihed.dk/naar-det-vaerst-taenkelige-sker/). Ligesom det har gjort det nemmere for mine børn, som ikke har skulle opleve både at miste deres onkel og mormor og have en hadefuld og bitter mor.

Det ville have været så nemt at hade ham for mine tab af både ham og vores mor. Børnenes onkel og mormor. Og for den “tragedie”, som vi skulle leve videre med. Det var bare ikke det, som skete. Jeg så ikke et ondt menneske. Jeg så min meget dejlige bror med sit varme hjerte, som var ramt af en sindslidelse. Denne sindslidelse førte tilsyneladende til en handling, min bror aldrig ville have foretaget, hvis han havde hvilet i sit hjerte og i et klart sind. Kærlighed, forståelse og min vished om min brors godhed gjorde, at kærligheden til ham ikke forsvandt et øjeblik. Og når han dukker op i mit indre i dag, er det stadig kærlighed, jeg mærker.

Det er absolut ikke altid nemt at holde hjertet åbent i situationer som disse, men er det ikke værd at finde en vej til at åbne? En vej til at elske der, hvor vi plejer at hade? En vej hvor vi fordømmer mindre? En vej til frihed!♥

Min datter er min søn!

okt15

Min datter er min søn!

-Eller blev min søn født i en pige-/kvindekrop?

Han blev døbt et pigenavn. Nu hedder han Uffe. Uanset hans navn, hans køn og hans oplevelse af sig selv, har han min ubetingede kærlighed. Trods denne kærlighed har jeg dog til tider brug for at bearbejde nogle af mine følelser og tanker omkring hans transkønnethed

Da Uffe – som dengang var “en pige” – var 14 år, fik jeg at vide, at han forelskede sig i piger. Homoseksuelle har været en del af mit nære liv altid, så for mig har det altid været helt naturligt, at nogle forelsker sig i sit eget køn, nogle i begge køn og nogle i det modsatte køn. Derfor skulle jeg alligevel lige sluge, at det var min datter, der var homoseksuel. Mest fordi jeg lige skulle ændre lidt på mit indre billede af, at jeg på et tidspunkt skulle have en svigersøn. Jeg har 3 drenge i forvejen, så Uffe/”min datter” var min mulighed for svigersønnen.

Det kan også give flere udfordringer at være homoseksuel og da jeg ønsker mit barn det allerbedste, måtte jeg også lige tage ind, at hun ville møde udfordringer som heteroseksuelle slet ikke kender til.

Så bearbejdelsen handlede ikke om manglende accept eller kærlighed til mit barn, men om de billeder jeg havde skabt i mit hoved om en fremtid, som slet ikke eksisterede endnu og tilsyneladende heller ikke kom til det. I hvert fald ikke på den måde, jeg havde forestillet mig. Jeg undersøgte nysgerrigt alle de tanker, som dukkede op i mit sind og fandt kærligheden til min nye virkelighed. Min datter forelskede sig i piger.

For et par år siden blev det så klart for mig, at “min datter” følte sig som en dreng og ønskede at være en dreng og et år senere ændrede han sit navn til Uffe. Han oplevede nu sig selv som biseksuel. Så skulle der kigges på forestillinger igen. At “min datter” følte sig som en dreng, krævede mere bearbejdelse end, at “hun” var homoseksuel. Kærligheden til ham var den samme. Altid. I mit sind var det bare mere kompliceret. Der kom tanker om, at det vil være et svært liv for mit barn, at han vil møde meget fordømmelse og måske også ubehagelige oplevelser fra mindre åbensindede mennesker. Han vil aldrig kunne få en ”hel” mandekrop, så han kan opleve balance mellem krop og det køn, han føler sig som. Han vil kunne nærme sig det, men hans krop vil aldrig kunne blive som, hvis han var født dreng/mand. Det er stadig en træning for mig at sige ”han” og ”min søn”. Navnet Uffe sidder der næsten og dog så hører jeg pludselig mig selv kalde ham for hans tidligere pigenavn.

Der dukkede også billeder op af “min datter” som mor. Det var ikke noget, jeg havde gået og tænkt over, men da det gik op for mig, at jeg ikke ville blive mormor (det var jeg måske aldrig blevet alligevel), måtte jeg også favne denne forestilling og sige farvel til den. Forestillingen om mig som mormor, og “min datter” og jeg som både mor og datter og mødre sammen. Det var hende, jeg skulle tøsesnakke med. Ps! Hvem ved? Måske bliver jeg mormor. Jeg har stadig 3 børn, hvis fremtid jeg ikke kender;-)

Billeder som disse er uskyldige. De vil hverken Uffe eller mig noget ondt. Der, hvor de kan medføre smerte, er, hvis jeg holder fast i dem og tror, at de her billeder er virkeligheden. Hvis jeg tror, at de er rigtige og at Uffe nu har ødelagt det. Hvis jeg tror, at Uffe burde være en hun, at Uffe burde føle sig som en kvinde, så kommer der lidelse og jeg ville såre mit eget barn og mig selv.

Mit sind har haft mange tanker om, at jeg ved, hvad det her handler om og hvis bare Uffe lige kommer i balance inden i, så vil det ”gå over igen”. Men dette er kun tanker. I mit hjerte ved jeg, at jeg absolut intet ved om, hvordan det føles inde i andre. Slet ikke i en transkønnet. Jeg har tillid til, at Uffe ved bedst, hvad der sker i ham og det er egentlig ligegyldigt, hvad der sker i ham i morgen. Det er lige nu, der er vigtigt. At jeg kan møde ham hvert eneste øjeblik uden tanke for dagen i morgen eller for, om han er en hun eller en han. Det er kærlighed til både Uffe og mig selv og livet.

Undervejs har jeg talt med Uffe om, at jeg ind imellem har brug for tid til at fordøje hans transkønnethed. F.eks. kunne jeg ikke kalde ham Uffe i starten. Det gjorde ondt i mig, at jeg ikke formåede det, når nu det var Uffes ønske, men jeg blev også nødt til at lytte til det i mig, som havde brug for at vende sig til, at min datter er min søn. Jeg måtte have tid til at favne den sorg, der kom i forbindelse med, at skulle sige farvel til “min datter”. Uffe havde haft lang tid til at gå og bearbejde dette i sit indre, inden han blev til Uffe udadtil. Jeg havde også brug for tid. Det var vigtigt, at jeg gav mig selv pladsen til at finde min vej i det her.

Jeg tror, vi respekterer hinanden og vores veje hver især og jeg forestiller mig også, at Uffe ind imellem synes, jeg gør det på den ufede måde. Alene fordi jeg er hans mor;) Og det er faktisk helt okay.

Noget jeg også har måttet kigge på, har været min sårbarhed i forhold til andres fordomme. Vil nogen vurdere mit barn som ”forkert”? Som om ”noget” er gået galt? Vil de se ned på mit barn? Vil de have en masse meninger om mit barn, som de ikke har om andres børn? Denne sårbarhed er okay nu og det vigtigste er, at jeg finder fred med at være mor til en transkønnet. Til Uffe. Jeg ønsker at være helt uden fordomme – også overfor dem som fordømmer.

Jeg har en modig søn. Han har aldrig forsøgt at være som de andre, hvis det ikke føltes rigtigt. Han har hellere været alene end lavet sig om og det beundrer jeg ham for. Som de fleste mennesker ønsker han at blive elsket, men han opgiver ikke sig selv for det.

Uffe har ikke valgt at være transkønnet. Det har tilsyneladende valgt Uffe. Hvorfor vides ikke og det behøver heller ikke at vides. Det er absolut ikke kun nemt at skulle leve som transkønnet. Vi kan gøre det nemmere ved at åbne vores sind og vores hjerter for mennesker som Uffe. Vi behøver ikke at forstå dem. Måske forstår de ikke en gang selv, hvorfor de føler sig som det modsatte køn af det, kroppen viser. Vi kan bare være med dem, præcis som vi er med alle andre mennesker. Tage dem ind i vores hjerter og tillade dem at være dem, de er. Denne tilladelse vil åbne for tilladelsen til, at vi kan være dem, vi er.

Tak Uffe fordi du åbner mit sind og mit hjerte endnu mere. Din vej og dit mod gør min verden større. Jeg elsker dig min søn ♥

God dag til jer derude

Kan jeg leve den fred, jeg ønsker resten af verden lever?

nov17

Kan jeg stoppe krigen inde i mig i dag? Kan jeg leve det, jeg så inderligt ønsker resten af verden lever? Et liv i fred ♥
Når jeg forsøger med mit sind at regne ud, hvem der er de onde og hvem der er de gode, så mærker jeg kun forvirring, stress og fysisk ubehag. Når jeg tillader mig selv at mærke, at jeg bliver bange, når der er krig i verden og virkelig giver plads til den frygt, så kommer blødhed, kærlighed og klarhed. Der bliver plads omkring frygten. Jeg behøver ikke argumentere eller gøre nogen forkerte i et forsøg på at undertrykke min frygt. Jeg mærker længslen efter, at vi lever fra vores hjerter. Sand kærlighed slår ikke andre mennesker ihjel. Eller gør den?
Hvad betyder det, hvem der har ret? Hvem der er værst og bedst? Hvis det fører til slåskampe og krig, ødelæggelse og frygt, vrede og frustrationer?
Jeg længes efter at kunne lytte til alle parter uden fordømmelse og vurderinger. At gøre mit bedste for at forstå, hvad der gør, at de handler, som de gør. Ikke for at retfærdiggøre nogens adfærd, men fordi jeg tror på, at en af de største længsler hos os mennesker er at føle os virkelig mødt og favnet, som vi er i dette øjeblik. Det betyder ikke, at jeg giver den anden ret, men jeg giver heller ikke den anden uret. Jeg tillader dette øjeblik at være som det er lige nu, uden at skulle styre det og hvem ved, hvor det så vil føre det næste øjeblik hen?
Kan jeg lytte til nyhederne med et åbent sind? Når ikke jeg tror, at jeg ved bedst, så mærker jeg medfølelse med alle. Enhver der går i krig, har selv ondt inde i, tænker jeg. Det er ikke et menneske, som hviler i sig selv, der går ud og er medvirkende til så meget smerte. Eller er det?
Kan jeg lytte til min mand med et åbent sind? Møde og forstå ham uden alle mine domme og vurderinger? Mine børn? Mine venner? Kolleger? Den fremmede på gaden? Kan jeg gå den vej, jeg ønsker andre går? Kan jeg indrømme mine fejl? Kan jeg møde den anden fra mit hjerte? Og ikke fra mit hoved med alle dets idéer, meninger, overbevisninger osv.
Jeg kan gøre mit bedste og det er, hvad jeg vil gøre i dag for at være med til at skabe fred i verden. Jeg vil starte med at sige undskyld til min mand for, at jeg blev vred her til morgen, så vi begge gik lidt øv ud af døren ♥ Undskyld Stig ♥ Jeg elsker dig…..

Bare tag det roligt, Birgitte!

apr23

I dag skete der noget, som straks vækkede bekymring og stress i mig. Jeg fik en regning, som langt overstiger, hvad jeg tænker, jeg har mulighed for at betale. Jeg registrerede, at der kom nogle panik tanker: ”Jeg må gøre noget!”. Sindet kom med forskellige muligheder for handling, som blev født ud af frygt. ”Du kan gøre sådan og sådan og sådan eller måske kunne du…… Du kunne også…..” Alt sammen noget, der skulle sørge for, at jeg i en fart kom til at tjene flere penge eller fik færre udgifter.

Tidligere ville dette have ført til oplevelsen af stress, overfladisk vejrtrækning, anspændthed og en følelse af at skulle regne et eller andet ud hurtigt. Oplevelsen af at noget skulle fikses. Jeg ville ikke kunne mærke livsglæden kun anstrengelse og træthed. Måske ville det gå ud over mine omgivelser. Det samme pres som jeg kunne mærke indeni, ville jeg måske forsøge at lægge over på min mand med mine bekymrede og ”vi må gøre noget” tanker. Det kunne medfører en rigtig øv dag for familien. Mor – og måske far – i dårligt humør.

Det er også en mulighed, at jeg ville have sat nogle handlinger i gang fra dette stressede og forvirrede sted, som ikke ville være frugtbare. Måske nærmere det modsatte. Nedenunder alt dette ville jeg føle mig som et dårligt menneske over, at jeg overhovedet kunne havne i denne situation.

I dag blev bekymring og stress hurtigt afløst af en behagelig tilbagetrækning inden i. En klar følelse af at jeg absolut intet skulle gøre lige nu. Jeg behøvede ikke en gang tænke over, hvilke handlinger jeg kunne gøre. Jeg mærkede en dyb tillid til livet, trak vejret helt ned i bunden af kroppen og mærkede en rolig venten indeni. Der var helt stille. Det var som om en blid stemme hviskede: ”Du skal ingenting gøre Birgitte, medmindre der kommer en impuls fra stilheden i dit indre.” Jeg hvilede i en vished om, at min situation ville løse sig med eller uden min indblanding.

Jeg kunne iagttage ”de andres” stemmer i mit hoved: ”Du må da gøre noget Birgitte. Du kan da ikke bare gøre ingenting osv.” Hver gang mærkede jeg denne her blide tilbagetrækning indeni. En vågen tilbagetrækning. Absolut ikke af den dovne slags. Intenst nærvær, stilhed, fred og tillid. Ingen tanker om fremtiden. En fuldstændig overgivelse til det her øjeblik.

Herfra kan jeg nyde mine omgivelser og glædes over dem. Livet føles let og wauv og måske det vil medføre en glad dag for familien. Mor i godt humør. Hvis livet vil, at jeg skal handle, kan jeg gøre det udfra klarhed i stedet for stress og forvirring. Jeg mærker en stor ydmyghed over for livets perfekte måde at udfolde sig på.

Dette var min oplevelse i dag. I morgen kunne samme situation udvikle sig på en helt anden måde. Her er ingen regler. Ikke to øjeblikke som er helt ens. Livet er hele tiden friskt, når jeg er nysgerrig, åben og udforskende. For mig er dette frihed.

Hav en rigtig dejlig dag.

Kærlige hilsner

Birgitte

Alle følelser fortjener at blive mødt

mar4

Frihed er for mig at tillade alle følelser at komme og gå i deres helt eget tempo.

I mange år stræbte jeg efter at blive lykkelig på en måde, hvor jeg troede, at lykke betød, at jeg altid var glad, sprudlende og kraftfuld. Under denne stræben lå en frygt for alt det, som ikke føltes så rart: mindreværd, usikkerhed, vrede, sorg, ked af det hed osv. I dag elsker jeg at give plads til det hele. Alt er liv. Der er ikke nogle følelser, som er bedre end andre. Der er nogle, som kan føles mere rare end andre, men alle følelser fortjener – i mine øjne – at blive mødt og favnet.

Alle følelser er en bevægelse inden i. Bevægelsen kan føles dejlig eller smertefuld eller andet, men for mig er det en meget intim oplevelse at være nærværende med det, som er. Når der er følelser, jeg ikke vil mærke, begynder jeg at lide. Lidelsen kommer af min modstand. At forsøge at undgå at mærke en bestemt følelse kræver en masse energi og det fjerner mig fra øjeblikket. Jeg kan ikke både flygte og være nærværende og dog….. Det er faktisk muligt for mig at give plads til modstanden. Hvis jeg gør det, så er der igen bevægelse. Jeg lader omsorg og opmærksomhed favne min modstand og så bløder den op og jeg kan igen trække vejret dybt ned i maven og mærke intimiteten, kærligheden, nærværet.

Jeg er ikke mine følelser. En følelse er en lille bitte del af mig. Det mærkes, når jeg favner den og rummer den. Der kommer plads omkring følelsen. Oplevelsen af frihed. Hvis jeg identificerer mig fuldstændig med følelsen, fylder den det hele og det føles som om, jeg bliver følelsen. Jeg reagerer som om, jeg er følelsen og taler udfra følelsen. Hvis jeg for eksempel oplever en stærk frygt for noget og jeg er fuldstændig identificeret med denne frygt, så vil jeg opleve, at jeg ikke kan andet end at være bange. Jeg vil tale om det, jeg frygter og være overbevist om, at det jeg frygter, nok vil ske. Dette får frygten til at vokse og som oftest vil sindet så bygge flere frygtsomme tanker oven på den i forvejen voksende frygt. Det kommer til at føles som et fangeskab og ikke som frihed. Det kan komme til at føles som et helvede og som meget virkeligt. Vejen ud af dette er for mig at lave The Work på de tanker, som skræmmer mig. Jeg kan også vælge at sætte mig ned og trække vejret dybt og roligt og begynde at møde frygten. Jeg kan mærke den og tillade den uden at forfølge mine tanker om den.

For mig har det været lettest at starte med The Work og igennem undersøgelsen af mine tanker er evnen til at møde mine følelser blevet en gave, jeg ikke ville være foruden. Jeg bliver som en kærlig mor, der elsker sine børn – også når de er støjende, provokerende eller gør ting, som gør mig bekymret. Jeg tager kærligt og omsorgsfuldt imod mine følelser. Nogle farer videre med det samme og andre lægger sig i min favn og falder til ro.

Alt er her for at blive mødt og set. Jeg tror ikke på, at der er noget, som er her ved en fejltagelse. Så ville det ikke være her. Jeg er her i hvert fald for at være med det hele. Det føles ikke altid behageligt, men jeg er ikke på flugt og det er frihed. I tilladelsen af det som er, mærkes en fred, som ikke kan beskrives i ord. En fred fuld af liv. En uanstrengthed. En væren.

Ha’ en rigtig dejlig dag…..

 

At miste

mar3

Kære venner.

Det er lang tid siden, jeg har været her på bloggen. Næsten lige da jeg havde oprettet min hjemmeside og min blog, døde min meget kære søster efter to år med kræft. Jeg havde fulgt hende tæt. Efter hendes død var der meget at fordøje i forhold til hele forløbet og den sorg jeg følte ved at have mistet hende. Jeg var ked af det dybt ind i sjælen.
Jeg fortsatte med at facilitere The Work, men bloggen her blev lagt lidt på hylden. At miste en som betød så meget for mig, ændrede noget i mig, som jeg havde brug for at integrere.

Næsten halvandet år efter ville livet, at jeg skulle miste min lige så kære mor og lige så kære bror. Deres død var helt uventet og måden de kom herfra på, var meget smertefuld for alle involverede. Det var på en af de måder, jeg kun havde læst om i aviserne. Det som aldrig sker for en selv. Min far var død 13 år tidligere, så jeg var den eneste, som var tilbage fra min “opvækst” familie. Min mormor døde året før min søster. Hun var den sidste bedsteforælder, der var tilbage. I mange år havde jeg arbejdet på, hvem jeg ville være uden min mentale historie (alle fortolkningerne, tanker om fortiden, fremtiden,vurderinger m.m.) og nu føltes det som om en stor del af min fysiske historie blev fejet af banen i løbet af kort tid. Jeg frygtede, det ville fortsætte.

Den sandhed, at vi skal miste alt, blev helt klar for mig. Det passer. Vi skal miste alt. Absolut alt. Det blev tydeligt, at jeg ikke kan hænge min lykke op på noget som helst omkring mig. Den gang oplevede jeg meget klart, at det eneste sted min lykke findes, er i mig.

I dag ved jeg ikke en gang, om det er sandt. Det eneste jeg har, er dette øjeblik og jo mere jeg hviler i dette nu, jo mere ubeskriveligt er det at være her. Jeg kan ikke en gang hænge min lykke op på det næste øjeblik. Det er lige nu, jeg kan være fri. Andet eksisterer ikke.

Jeg blev fyldt op af en stor ydmyghed over for livet. Det blev krystalklart for mig, at jeg ikke kan kontrollere/styre mit liv og mine omgivelser. Jeg havde fulgt mit hjerte i forhold til min mor og min bror og pludselig var de væk. Min verden brasede sammen.

Jeg kunne næsten ikke gå. Hvert åndedrag gjorde ondt. Det føltes som om, at jorden blev revet væk under mig og alligevel sagde jeg til min mand: “Det her skal vi igennem. Det skal ikke blive en sort, tung sky som hænger over vores familie. Vi skal fordøje tabene og chokket og så skal vi have det bedre end nogensinde før.”

Nu måtte den smertefulde del af min familiehistorie stoppe. Den skulle ikke leve videre i mine børn. Smerten føltes ubærlig og samtidig var der en klarhed og en styrke, som jeg tillægger alt den selvransagelse – især The Work -, jeg har lavet gennem mange år og kontakten til det i mig, som er bag alle tankerne om mit liv og hvordan det bør se ud. Det som rummer alle tankerne, men ikke er dem. Evnen til at være i mit hjerte i stedet for i mit hoved.

Jeg kunne ikke rumme at tænke et øjeblik frem. Hver gang jeg forsøgte, var der ingenting. Min mor og mine søskende var ikke længere en del af min fremtid og det var for meget for mit sind at rumme på det tidspunkt. Det eneste jeg kunne være med, var dette øjeblik. Det var rigeligt.

Jeg mærkede en stærk længsel efter at følge efter mine familiemedlemmer, men ville ikke forlade mine børn. Der var så meget smerte, jeg var rædselsslagen og følte mig meget alene, samtidig med at jeg mærkede stilheden inden i. Uanset hvor smertefuldt og ubehageligt det føltes i mig, var der en klar oplevelse af, at det eneste jeg kunne, var at tillade det hele at gå igennem mig og et sted inden i var det okay. Ikke godt – men okay. Jeg hverken ønskede eller formåede at flygte fra min situation. Jeg kunne godt mærke modstanden mod at acceptere min pludselige nye virkelighed, men modstanden blev set og tilladt og favnet. Jeg var på en gang fuld af kaos og fuld af klarhed. Jeg mærkede at følelser er energi og selvom energien på det tidspunkt føltes temmelig ubærlig, så mærkede jeg en dyb villighed til at give den lov til at være der.

Jeg kunne godt tro, at jeg ikke kunne rumme min virkelighed, men tanken: “Jeg kan ikke rumme det,” er kun en tanke. Jeg rummer altid det, som sker. Hvordan kan jeg andet? Jeg eksploderer jo ikke.

“The Work” levede sit helt eget liv i mig. De første 3 uger satte jeg mig ikke ned og faciliterede mig selv, men spørgsmål og svar skete i mig. Det var en stor støtte. Der kom nogle indsigter midt i smerten, som fortsat har stor indflydelse på den jeg er i dag. Jeg kunne uden anstrengelse mærke kærligheden i det skete trods det tilsyneladende tragiske. Kærligheden til mine familiemedlemmer var større end nogensinde og alt det jeg tidligere triggede på, faldt væk på et øjeblik og er ikke vendt tilbage siden. Der er en forståelse i mig, som gør, at der ikke har været noget at tilgive.

Det forvandlede min måde at se og være i livet på at miste så mange af mine allerkæreste. Også måden jeg mistede dem på har haft stor indflydelse på mit liv. Jeg har hverken dyrket eller undertrykt det, som skete. Alt har været velkomment. Jeg har sat tiden og pladsen af til at favne det. Mit fundament og min største støtte har været det, jeg er bag alle idéerne om, hvem jeg er og hvordan mit liv burde se ud. Den væren som altid er her. Min evne til at være med det, som er og virkelig favne det uden at stikke af. En anden væsentlig støtte har været kærligheden til min mor og mine søskende. Den har båret mig igennem de sværeste dage.

Uden min historie (alle mine tanker om det, som er sket, om fortiden og fremtiden) er jeg tættere på min mor, min far, min bror og min søster, end jeg var, da de var her i fysisk live og jeg var identificeret med min historie om dem og mig. Uden min historie er de lige her. Uden min historie føles det næsten som om, de er mig.

Jeg glæder mig over at være tilbage på bloggen og ser frem til at dele med jer:)

Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig dag:-)

Kun 10 minutters ‘work’

mar3

I tre dage havde jeg haft det rigtig skidt. Jeg følte mig trykket inden i. I dårligt humør. Jeg havde da noget, jeg var lidt irriteret over, men havde ikke lige tid til at ‘worke’ på det.

Da jeg skulle konfronteres med vedkommende, som jeg var irriteret på, kunne jeg ikke. Vreden væltede op i mig. Jeg skrev mine vrede sætninger ned og lavede The Work på en enkelt af dem. Jeg havde kun 10 minutter og selvom jeg har 15 års erfaring med The Work bliver jeg igen og igen overrasket over den forskel det gør i mit liv.

På 10 minutter vendte mit humør fra stærk vrede og fastlåsthed til glæde og muligheder. Mit sind åbnede sig og mit liv føltes igen let og wauv. Tre dages dårligt humør blev opløst på få minutter.

smileyBirgitte

Hvem ville du være uden din historie?

mar3

Til min 40 års fødselsdag var jeg så priviligeret at flere venner og familiemedlemmer holdt taler for mig og havde lavet sange til mig. Under en tale eller en sang hvilede de flestes øjne på mig. Denne opmærksomhed har tidligere gjort mig lidt nervøs og selvcentreret. “Hvordan skal jeg se ud?” “Puha, nu begynder smilet at stivne.” “Dejligt, at alle hører det om mig.” Osv.

Denne gang hørte jeg en stemme inde i mit hoved spørge:”Hvem ville jeg være lige nu uden min historie?” Og så slappede jeg af. Fuldstændigt. Glemte mig selv. Lyttede og nød alles ord til fulde.  Stemmen kom hver gang, jeg begyndte at blive lidt anspændt eller anstrengt.

Det gjorde, at jeg fik den bedste fødselsdag nogensinde. Jeg følte mig fri og glad og taknemmelig indeni. Jeg følte mig rig med en familie og en vennekreds som min.

Stemmen kom, fordi The Work er så integreret i mig, at selv når jeg ikke gør noget for at huske spørgsmålene, kommer spørgsmålene for at minde mig om dem:-) Og svaret kommer med det samme i form af selvforglemmelse, indre ro og glæde. Jeg bliver nærværende og kan tage øjeblikket ind og nyde det.

På en cykelferie for et par år siden i de jyske bakker, havde jeg cykeltasker på bagagebæreren samt alt, hvad bagagebæreren ellers kunne rumme. Jeg havde en stor cykelvogn bag på cyklen med to børn i og alt den bagage, som overhovedet kunne være der. Min cykel var ikke nogen super cykel og havde ikke nogle meget lette gear. Det var kun 7 måneder siden, jeg havde født mit barn nummer 4:-)

Når vi kørte op af de seje bakker og dem er der mange af i det jyske, kom spørgsmålet:”Hvem ville jeg være lige nu uden min historie?” Svaret gjorde mig høj. Før spørgsmålet kunne jeg næsten ingen vegne komme. Det føltes hårdt og øv og jeg overvejede at hoppe af og trække op, men det var ingen løsning, da cyklen var endnu sværere at trække op. Når spørgsmålet kom, fik jeg øjeblikkeligt fornyede kræfter. Det var overhovedet ikke hårdt. Det var let og sjovt.

Jeg kan ikke forklare, hvordan der kan ske dette skift fra at tro, at jeg aldrig kommer op og det virkelig føles sådan og så til at føle mig som en fri fugl uden nogen følelse af forhindringer. Den eneste forskel er, at på den første måde tror jeg på historien om, at det er hårdt og jeg ikke kan klare det og på den anden måde identificere jeg mig ikke længere med nogle historier om turen op af bakke, men tager bare et øjeblik af gangen.

Hvem ville du være lige nu uden din historie?

Birgitte

 

Min far var alkoholiker. Er det sandt?

mar3

Nogle af de historier vi har om os selv, er blevet en stor del af vores identitet og det kan føles enormt skræmmende blot at overveje ikke længere at identificere os med noget, som vi har fået stor opmærksomhed på, som vi har kunnet give skylden for vores adfærd og som vi tror, gør os til den, vi er i dag.

En af mine historier er, at jeg er barn af en alkoholiker. En voldelig alkoholiker. Og selvfølgelig var det en barndom med meget smerte. Især da jeg ikke havde The Work eller lignende den gang;-) Men det er også en af de historier, som jeg bruger til at føle, at jeg er noget specielt. Alt det jeg har været igennem.

At undersøge en historie og ‘risikere’ at den slipper grebet i os, kan gøre os bange for, at vi bliver til ingenting eller at vi ikke længere kan få det, som identifikationen med historien har givet os og derfor kan det være mere trygt at gå igennem livet uden at undersøge vores historier og overbevisninger.

Min erfaring er, at det er mere trygt at leve uden mine historier og identifikationer. Jeg mærker frygten for, at en ‘vigtig’ historie slipper mig og i dag ved jeg, at det er okay, at frygten kommer. Den må godt være der og min længsel er, at bevæge mig gennem undersøgelsen alligevel.

De ‘store’ historier i vores liv kræver mere end en enkelt undersøgelse, fordi de har fået indflydelse på vores liv på mange forskellige måder. Vi må undersøge dem bid for bid, sætning for sætning. Og hver undersøgelse bringer større frihed, større indre fred.

“Min far var alkoholiker”

1) Er det sandt, at min far var alkoholiker?

Jeg lukker øjnene og venter på et svar. Jeg lytter ikke til den første automatiske stemme, som siger: “Ja, selvfølgelig var han det. Det ved vi jo. Han drak jo hele sit liv.” “Se den pris han betalte,” osv.

Når jeg gør det, kommer tvivlen. Min far var alkoholiker. Er det sandt? Han drak meget ja. Jeg ved ikke, om han altid drak, når jeg ikke var der. Jeg ved ikke, om han var afhængig eller om han bare valgte at leve på den måde.

Så jeg ved ikke med sikkerhed, om min far var alkoholiker, når jeg mærker efter indeni.

2) Kan jeg virkelig vide, at det er sandt, at min far var alkoholiker?

Det kan jeg så ikke nej.

3)Hvordan reagerer jeg, når jeg tænker tanken, min far var alkoholiker?

Jeg bliver ked af det. Føler mig som et offer. Føler mig begrænset. Der følger en række ubehagelige billeder med. Billeder af min far som fuld. Ubehagelige ting som skete, når han var fuld osv. Tanken: “min far var alkoholiker,” laver også et meget begrænset billed af ham. Med den tanke, så husker jeg ham som fuld eller med en øl foran sig eller med tømmermænd. Det er som om, jeg ikke kan se resten af ham. Han bliver et meget ‘lille’ menneske med den tanke. Som om han ikke var andet. Jeg mærker afstand mellem ham og mig.

Min verden bliver mindre med den tanke. Jeg er ikke helt nærværende, fordi jeg er i min historie og bruger energi på at holde den fast. Det føles sørgeligt, når jeg har tanken. Jeg ser også min mor og mine søskende som ofre. Som nogle det er synd for. Jeg ser ikke deres styrke, men som nogle der har haft et hårdt liv.

Så tanken fører en masse andre tanker med sig, som jeg kan undersøge. Bl.a. “Min mor og mine søskende har haft et hårdt liv. “De er ofre.” “Min far var altid fuld.” Osv.

4) Hvem eller hvad ville jeg være uden tanken, min far var alkoholiker?

Med det samme mærker jeg en dyb dyb kærlighed til ham. Jeg tager ham ind. Jeg smelter sammen med ham. Jeg får lyst til at holde om ham. Lægge hans hoved ved min skulder og give ham min kærlighed. Uden tanken respekterer jeg ham mere som et helt menneske. Med tanken ser jeg ned på ham og bliver uægte over for ham. Uden tanken lytter jeg til ham, ser ham og er i øjenhøjde med ham.

Når jeg ser tilbage på oplevelser sammen med ham og kigger på, hvem jeg ville være uden tanken om, at han var alkoholiker, ser jeg, at jeg bevarer roen indeni uanset, hvad han gør. At jeg bevarer min sunde fornuft. Jeg bliver ved med at elske ham. Måske ville jeg ind imellem vælge at forlade rummet, han var i, men med kærlighed i hjertet. Jeg ville ikke være vred, såret, skuffet eller andet. Det føles primært som om, jeg ville blive og elske ham.

Jeg får fornemmelsen af at møde den del af min far, som ikke var beruset. Ligesom jeg kan møde mig selv bag min historie, er det som om, jeg uden tanken møder min far bag hans fuldskab.

Uden tanken mærker jeg fred indeni. Jeg bliver større. Min verden åbner sig. Hvis jeg i dag levede mit liv helt uden den tanke, at min far var alkoholiker, så ville jeg bedre kunne tage livet ind. Jeg bliver mere rummelig. Jeg bliver nærværende. Jeg oplever, at jeg bliver et med livet. Tanken/historien adskiller mig fra livet. Uden tanken er der ingen adskillelse. Jeg er fri til at leve ud fra dette nu. Jeg bliver mere mig. Den eller det jeg virkelig er.

Uden tanken får jeg lyst til at give opmærksomhed og omsorg, i stedet for at søge den.

5) Vend tanken om: “Min far var alkoholiker”

“Min far var ikke alkoholiker.”

Kunne det være lige så sandt eller mere sandt? Kan jeg give nogle eksempler på det?

Det kunne være lige så sandt.

1) Jeg ved jo kun, hvor meget han drak, når jeg var sammen med ham. Alt andet er noget, jeg bare har valgt at tro på eller har hørt fra andre.

2) Måske valgte han at drikke, fordi det gjorde ondt indeni eller bare fordi, han elskede det. Måske var det ikke en fysisk afhængighed.

3) Mit tredie eksempel er, at jeg bare kan mærke indeni, at jeg ikke ved det med sikkerhed.

Når jeg laver sådan en undersøgelse her, så bliver jeg helt i tvivl om, hvad en alkoholiker er. Det er det, som sker, når jeg ofte undersøger min overbevisninger. Flere og flere historier falder fra hinanden. Det er som om, der ikke er noget, som er sikkert og den usikkerhed viser sig at være frihed. Så er alt muligt. Jeg kommer i kontakt med den ægte tryghed, som er bag historierne. Det som føles trygt er, at jeg kommer i kontakt med det, som jeg virkelig er. Jeg er nemlig ikke mine historier. Det er i hvert fald min erfaring.

Måske er det sådan, at vores behov for etiketter, for kontrol, har gjort, at vi har valgt at kalde én, som drikker meget for en alkoholiker. Så har vi en kasse til den slags mennesker.

Kan jeg vende tanken om på en anden måde?

“Jeg var alkoholiker.”

Kunne det være lige så sandt eller mere sandt?

Absolut lige så sandt. Jeg har været ædru i 16 år nu efter 14 år med masser af alkohol, værtshusbesøg og drukture som var ude af kontrol og som kunne vare i flere dage. Jeg ‘elskede’ alkohol fra min første brandert og drak mig igen og igen til blackouts.

Jeg forsøgte i 10 år med jævne mellemrum at stoppe eller styre det, men kunne ikke.

Så det er i hvert fald lige så sandt og det er den del, som er vigtig for mig. Det er den del, jeg kan gøre noget ved og har gjort noget ved.

Så hvilken historie har du holdt fast i i mange år, som er klar til at blive undersøgt?

Lav undersøgelsen for dig selv, eller del den med os andre her.

Husk altid at skrive svarene ned, når du laver The Work med dig selv. Ellers er der stor chance for, at tankerne løber afsted med dig, så du mister fokus. At skrive det ned, støtter til at holde fokus – også når noget ‘kommer for tæt på’.

Hav en rigtig god lørdag.

Kærlige tanker

Birgitte.