Min datter er min søn!

-Eller blev min søn født i en pige-/kvindekrop?

Han blev døbt et pigenavn. Nu hedder han Uffe. Uanset hans navn, hans køn og hans oplevelse af sig selv, har han min ubetingede kærlighed. Trods denne kærlighed har jeg dog til tider brug for at bearbejde nogle af mine følelser og tanker omkring hans transkønnethed

Da Uffe – som dengang var “en pige” – var 14 år, fik jeg at vide, at han forelskede sig i piger. Homoseksuelle har været en del af mit nære liv altid, så for mig har det altid været helt naturligt, at nogle forelsker sig i sit eget køn, nogle i begge køn og nogle i det modsatte køn. Derfor skulle jeg alligevel lige sluge, at det var min datter, der var homoseksuel. Mest fordi jeg lige skulle ændre lidt på mit indre billede af, at jeg på et tidspunkt skulle have en svigersøn. Jeg har 3 drenge i forvejen, så Uffe/”min datter” var min mulighed for svigersønnen.

Det kan også give flere udfordringer at være homoseksuel og da jeg ønsker mit barn det allerbedste, måtte jeg også lige tage ind, at hun ville møde udfordringer som heteroseksuelle slet ikke kender til.

Så bearbejdelsen handlede ikke om manglende accept eller kærlighed til mit barn, men om de billeder jeg havde skabt i mit hoved om en fremtid, som slet ikke eksisterede endnu og tilsyneladende heller ikke kom til det. I hvert fald ikke på den måde, jeg havde forestillet mig. Jeg undersøgte nysgerrigt alle de tanker, som dukkede op i mit sind og fandt kærligheden til min nye virkelighed. Min datter forelskede sig i piger.

For et par år siden blev det så klart for mig, at “min datter” følte sig som en dreng og ønskede at være en dreng og et år senere ændrede han sit navn til Uffe. Han oplevede nu sig selv som biseksuel. Så skulle der kigges på forestillinger igen. At “min datter” følte sig som en dreng, krævede mere bearbejdelse end, at “hun” var homoseksuel. Kærligheden til ham var den samme. Altid. I mit sind var det bare mere kompliceret. Der kom tanker om, at det vil være et svært liv for mit barn, at han vil møde meget fordømmelse og måske også ubehagelige oplevelser fra mindre åbensindede mennesker. Han vil aldrig kunne få en ”hel” mandekrop, så han kan opleve balance mellem krop og det køn, han føler sig som. Han vil kunne nærme sig det, men hans krop vil aldrig kunne blive som, hvis han var født dreng/mand. Det er stadig en træning for mig at sige ”han” og ”min søn”. Navnet Uffe sidder der næsten og dog så hører jeg pludselig mig selv kalde ham for hans tidligere pigenavn.

Der dukkede også billeder op af “min datter” som mor. Det var ikke noget, jeg havde gået og tænkt over, men da det gik op for mig, at jeg ikke ville blive mormor (det var jeg måske aldrig blevet alligevel), måtte jeg også favne denne forestilling og sige farvel til den. Forestillingen om mig som mormor, og “min datter” og jeg som både mor og datter og mødre sammen. Det var hende, jeg skulle tøsesnakke med. Ps! Hvem ved? Måske bliver jeg mormor. Jeg har stadig 3 børn, hvis fremtid jeg ikke kender;-)

Billeder som disse er uskyldige. De vil hverken Uffe eller mig noget ondt. Der, hvor de kan medføre smerte, er, hvis jeg holder fast i dem og tror, at de her billeder er virkeligheden. Hvis jeg tror, at de er rigtige og at Uffe nu har ødelagt det. Hvis jeg tror, at Uffe burde være en hun, at Uffe burde føle sig som en kvinde, så kommer der lidelse og jeg ville såre mit eget barn og mig selv.

Mit sind har haft mange tanker om, at jeg ved, hvad det her handler om og hvis bare Uffe lige kommer i balance inden i, så vil det ”gå over igen”. Men dette er kun tanker. I mit hjerte ved jeg, at jeg absolut intet ved om, hvordan det føles inde i andre. Slet ikke i en transkønnet. Jeg har tillid til, at Uffe ved bedst, hvad der sker i ham og det er egentlig ligegyldigt, hvad der sker i ham i morgen. Det er lige nu, der er vigtigt. At jeg kan møde ham hvert eneste øjeblik uden tanke for dagen i morgen eller for, om han er en hun eller en han. Det er kærlighed til både Uffe og mig selv og livet.

Undervejs har jeg talt med Uffe om, at jeg ind imellem har brug for tid til at fordøje hans transkønnethed. F.eks. kunne jeg ikke kalde ham Uffe i starten. Det gjorde ondt i mig, at jeg ikke formåede det, når nu det var Uffes ønske, men jeg blev også nødt til at lytte til det i mig, som havde brug for at vende sig til, at min datter er min søn. Jeg måtte have tid til at favne den sorg, der kom i forbindelse med, at skulle sige farvel til “min datter”. Uffe havde haft lang tid til at gå og bearbejde dette i sit indre, inden han blev til Uffe udadtil. Jeg havde også brug for tid. Det var vigtigt, at jeg gav mig selv pladsen til at finde min vej i det her.

Jeg tror, vi respekterer hinanden og vores veje hver især og jeg forestiller mig også, at Uffe ind imellem synes, jeg gør det på den ufede måde. Alene fordi jeg er hans mor;) Og det er faktisk helt okay.

Noget jeg også har måttet kigge på, har været min sårbarhed i forhold til andres fordomme. Vil nogen vurdere mit barn som ”forkert”? Som om ”noget” er gået galt? Vil de se ned på mit barn? Vil de have en masse meninger om mit barn, som de ikke har om andres børn? Denne sårbarhed er okay nu og det vigtigste er, at jeg finder fred med at være mor til en transkønnet. Til Uffe. Jeg ønsker at være helt uden fordomme – også overfor dem som fordømmer.

Jeg har en modig søn. Han har aldrig forsøgt at være som de andre, hvis det ikke føltes rigtigt. Han har hellere været alene end lavet sig om og det beundrer jeg ham for. Som de fleste mennesker ønsker han at blive elsket, men han opgiver ikke sig selv for det.

Uffe har ikke valgt at være transkønnet. Det har tilsyneladende valgt Uffe. Hvorfor vides ikke og det behøver heller ikke at vides. Det er absolut ikke kun nemt at skulle leve som transkønnet. Vi kan gøre det nemmere ved at åbne vores sind og vores hjerter for mennesker som Uffe. Vi behøver ikke at forstå dem. Måske forstår de ikke en gang selv, hvorfor de føler sig som det modsatte køn af det, kroppen viser. Vi kan bare være med dem, præcis som vi er med alle andre mennesker. Tage dem ind i vores hjerter og tillade dem at være dem, de er. Denne tilladelse vil åbne for tilladelsen til, at vi kan være dem, vi er.

Tak Uffe fordi du åbner mit sind og mit hjerte endnu mere. Din vej og dit mod gør min verden større. Jeg elsker dig min søn ♥

God dag til jer derude