Hvad manden i linket herunder, fortæller, gik lige i mit hjerte.

Gennem hans barndom har han lært, at kærlighed gør ondt. En af konsekvenserne af dette bliver, at han slår en kvinde og hendes barn ihjel. Moren/mormoren til kvinden og barnet har en klar grund til at hade ham, men det gør hun ikke. Hun bliver det menneske, som lærer ham, hvad kærlighed er ved at give ham kærlighed♥

Jeg kender ikke denne kvinde, men forestiller mig, at for at kunne elske på denne måde, må hun være fri af begrænsende forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der burde og ikke burde ske og hvem der er værdige til at blive elsket og hvem der ikke er det. Den kærlighed hun formår at give til ham, vil hun også mærke i sit eget indre. Hvis hun hadede ham, ville det samme had fylde hende. Når hun mærker kærlighed til ham, vil hun kunne mærke kærlighed til sit barn og barnebarn på en mere fri måde. Hvis hun var fyldt op af had, ville der med stor sandsynlighed komme mere mudder i kærligheden, når hun tænkte på datteren og barnebarnet og det kunne forstærke følelsen af tab. Hendes kærlighed heler både hende selv og manden i videoen her. Det kan betyde, at der er en større sandsynlighed for, at denne mand den dag, han skal ud og leve blandt os andre igen, er mere hel og sund og derfor ikke fortsætter med at gøre skade på andre.

Jeg kan ikke vide noget som helst om hverken ham, hende eller virkningerne af hendes kærlighed, men jeg ved, at den kærlighed, jeg følte for min bror både før og efter han i en psykose slog vores mor og sig selv ihjel, har gjort det så meget nemmere for mig at komme hel igennem både tabene og måden jeg mistede dem på (se evt. mit tidligere blogindlæg: http://www.envejtilfrihed.dk/naar-det-vaerst-taenkelige-sker/). Ligesom det har gjort det nemmere for mine børn, som ikke har skulle opleve både at miste deres onkel og mormor og have en hadefuld og bitter mor.

Det ville have været så nemt at hade ham for mine tab af både ham og vores mor. Børnenes onkel og mormor. Og for den “tragedie”, som vi skulle leve videre med. Det var bare ikke det, som skete. Jeg så ikke et ondt menneske. Jeg så min meget dejlige bror med sit varme hjerte, som var ramt af en sindslidelse. Denne sindslidelse førte tilsyneladende til en handling, min bror aldrig ville have foretaget, hvis han havde hvilet i sit hjerte og i et klart sind. Kærlighed, forståelse og min vished om min brors godhed gjorde, at kærligheden til ham ikke forsvandt et øjeblik. Og når han dukker op i mit indre i dag, er det stadig kærlighed, jeg mærker.

Det er absolut ikke altid nemt at holde hjertet åbent i situationer som disse, men er det ikke værd at finde en vej til at åbne? En vej til at elske der, hvor vi plejer at hade? En vej hvor vi fordømmer mindre? En vej til frihed!♥