Tag Archive | ydmyghed

Bare tag det roligt, Birgitte!

I dag skete der noget, som straks vækkede bekymring og stress i mig. Jeg fik en regning, som langt overstiger, hvad jeg tænker, jeg har mulighed for at betale. Jeg registrerede, at der kom nogle panik tanker: ”Jeg må gøre noget!”. Sindet kom med forskellige muligheder for handling, som blev født ud af frygt. ”Du kan gøre sådan og sådan og sådan eller måske kunne du…… Du kunne også…..” Alt sammen noget, der skulle sørge for, at jeg i en fart kom til at tjene flere penge eller fik færre udgifter.

Tidligere ville dette have ført til oplevelsen af stress, overfladisk vejrtrækning, anspændthed og en følelse af at skulle regne et eller andet ud hurtigt. Oplevelsen af at noget skulle fikses. Jeg ville ikke kunne mærke livsglæden kun anstrengelse og træthed. Måske ville det gå ud over mine omgivelser. Det samme pres som jeg kunne mærke indeni, ville jeg måske forsøge at lægge over på min mand med mine bekymrede og ”vi må gøre noget” tanker. Det kunne medfører en rigtig øv dag for familien. Mor – og måske far – i dårligt humør.

Det er også en mulighed, at jeg ville have sat nogle handlinger i gang fra dette stressede og forvirrede sted, som ikke ville være frugtbare. Måske nærmere det modsatte. Nedenunder alt dette ville jeg føle mig som et dårligt menneske over, at jeg overhovedet kunne havne i denne situation.

I dag blev bekymring og stress hurtigt afløst af en behagelig tilbagetrækning inden i. En klar følelse af at jeg absolut intet skulle gøre lige nu. Jeg behøvede ikke en gang tænke over, hvilke handlinger jeg kunne gøre. Jeg mærkede en dyb tillid til livet, trak vejret helt ned i bunden af kroppen og mærkede en rolig venten indeni. Der var helt stille. Det var som om en blid stemme hviskede: ”Du skal ingenting gøre Birgitte, medmindre der kommer en impuls fra stilheden i dit indre.” Jeg hvilede i en vished om, at min situation ville løse sig med eller uden min indblanding.

Jeg kunne iagttage ”de andres” stemmer i mit hoved: ”Du må da gøre noget Birgitte. Du kan da ikke bare gøre ingenting osv.” Hver gang mærkede jeg denne her blide tilbagetrækning indeni. En vågen tilbagetrækning. Absolut ikke af den dovne slags. Intenst nærvær, stilhed, fred og tillid. Ingen tanker om fremtiden. En fuldstændig overgivelse til det her øjeblik.

Herfra kan jeg nyde mine omgivelser og glædes over dem. Livet føles let og wauv og måske det vil medføre en glad dag for familien. Mor i godt humør. Hvis livet vil, at jeg skal handle, kan jeg gøre det udfra klarhed i stedet for stress og forvirring. Jeg mærker en stor ydmyghed over for livets perfekte måde at udfolde sig på.

Dette var min oplevelse i dag. I morgen kunne samme situation udvikle sig på en helt anden måde. Her er ingen regler. Ikke to øjeblikke som er helt ens. Livet er hele tiden friskt, når jeg er nysgerrig, åben og udforskende. For mig er dette frihed.

Hav en rigtig dejlig dag.

Kærlige hilsner

Birgitte